en beretning af Verner Christensen.

6. marts l930 blev spaden sat i jorden til den bygning, vi i dag kender som Gørdingvej 5 i Jernvedlund.

2005 regnes for at være Jubilæumsåret for det vi kender som Møbelfabrikken Trekanten-Hestbæk A/S. Det var Olga og Reimer, der mente der var basis for at blive selvstændig. Reimer arbejdede som svend hos Snedkermester Aksel Bech, der ønskede at afhænde sin virsomhed for at overtage sin svigerfars foderstofforretning i Skodborg. Virksomheden blev solgt til 3 fsk. Ejere, og snedkeriet blev nedlagt. Reimer nedsatte sig i kælderen på Gørdingvej 5 som selvstændig snedkermester. For at stabilisere indkomsten byggede de et hønseri op. Det bestod af hus til daggamle kyllinger med briketfyret kylligemor, unghøner under opdræt og Æglæggere i det store hus med sydvendte vinduer.



Reimer var udlært hos snedkermester Snor i Ribe, der både var møbelsnedker og billedskærer. Det forhindrede ikke, at det unge fa påtog sig alle andre opgaver såsom bygningsarbejde og alt forfaldende snedkerarbejde. Det var vanskelige tider først i trediverne, men mange landmænd havde sideløbende hønseri. Der var gode priser på eksporten til England. Reimer fik jo indblik i denne produktion og udviklede en foderautomat til hønserier. Den fik navnet Bonus. Mejeriet overlod samling af dritler til det lille nye firma. Og det var en drittel, der blev brugt som magasin. Det er meget lidt, der findes fra de første vanskelige år. Da krigen kom og der blev lovgivet omkring udbygning af landsbyskolerne, blev der meget arbejde. Det var også for at sikre, at Danmarks resourcer ikke skulde helt opsluges af Tyskland. Det gav mod på at lave en udvidelse, og det er denne bygning som i dag er Trekantens administrationsbygning. Der kunde også ansættes en svend. Det blev Jens Peter Sørensen, der opnåede 45 ars jubilæum og var dermed en trofast medarbejder. Landsbyskolerne gav en god omsætning. Gredsted lille skole var den første, så kom Kærbøl mark, Kalvslund og derefter Jernved. Det var nogle drøje dage og på cykel rundt når der skulde monteres døre og vinduer. Marterialerne slap hurtig op, og nu kom der en ny mulighed. Der var ingen benzin, så der blev monteret Gasgeneratorer med særlig tilladelse og kun nødvendig kørsel. Det gav mulighed for at skære og kløve gasbrænde, så Hagbard og jeg kom i gang efter skoletid med at kløve generatortræ. Det var ikke lige det, der var det mest spændende, samlig af smørdritler var heller ikke det, vi bedst kunde lide. Efter et par somre ved landbruget - første gang i elleve års alderen - var vi begge modne til at komme i lære hos vores far, der sammen med Jens Peter gjorde, hvad de kunde for at gøre livet surt for os. Efter 2 år var der mulighed for at fuldføre læretiden som forbundter. Det var en mulighed for at tjene halv svendeløn, så vi kunde klare os selv. Hagbard kom til Lunderskov Møbelfabrik, der i dag er kendt for verdens største møllevingefabrik. Og efter soldatertiden i Tyskland og Aarhus Teknologiske institut var der arbejde, idet Reimer og Aksel Kås havde fået arbejdet på Karstensminde. Jeg blev udlært på Ringkøbing Møbelfabrik og efter en tur til Norge fik jeg arbejde på Søborg Møbelfabrik og besøgte samtidig Teknologisk Institut i København. Efter Karstensminde var der arbejde, idet der blev opført mange nye stuehuse rundt omkring på gårdene. Vi havde fået en lille varevogn og kunde komme længere ud efter arbejdet. Vi var begge udlært som møbelsnedkere og blev hurtig klar over at vi skulde i gang med én eller anden form for serie fremstilling af møbler. Det var ikke lige det der passede ind i Fatter Reimers planer og da vi havde udviklet et lille skrivebord til den unge mand, der var jo opvokset store årgange under krigen og der var behov for sådanne møbler. Vi havde fået en agent på i København og efter besøg hos Daels Varehus fik vi en ordre med hjem til en begyndelse på 35 stk. denne ordre var egentlig starten på denne serieproduktion der i dag danner grundlaget for det vi kender som Trekanten-Hestbæk.



Der blev hurtigt behov for at udvide lokalerne, og første etape var der, hvor der i dag er frokoststue, i tidens løb blev der foretaget 3 udvidelser på det, der var udlagt som hønsegår og dermed den grund som var tilhørende. Det var svært at købe jord, idet landbruget havde stor fremgang og den lille virksomhed følte sig indeklemt.  Vores rådgiver fra Teknologisk Institut foreslog os at flytte til Ribe. Tømmerhandler Emanuel Nielsen hørte om problemet og kom med tilbud fra Gørding Kommune om en industrigrund i Gørding. Efter lidt avisomtale kom Jernved med et mæglingsforslag,  og det lykkedes at købe en grund af vores nabo. Sener har Ribe Kommune sikret virksomheden industrigrund udlagt klar til udvidelse. I tidens løb blev der udvidet ca. hvert tiende år.



Hjemmemarkedet blev vores base og hurtig skulde der også udvikles et møbel til den unge pige. Det blev et universalmøbel som både kunde bruges som skrivebord og til at nette sig ved. Der var spejl og skuffer. Dette møbel holdt i mange år og blev senere en stor sælger i U.S.A. Der var ligesom lagt op til, at vi skulde lave møbler til Børneværelser og sambejde med Stålindustrien Norden i København. Det gjorde, at vi også kom ind på det Arabiske marked med en Etageseng. Denne seng blev en kolossal succes, men vi blev ramt af et krav om sikkerhed, der betød, at vi ikke kunde eksportere til det tyske marked. Vi måtte omgående i gang med at nyudvikle en ny seng, der kunde opfylde disse krav. Der skulde en seng til en prøvestation i Videnbruk, så vi måtte ned til denne prøvestation og var heldige, og også den første fabrik, der kunde levere Tuv, godkendte sengen. Dette vakte stor opsigt ude i Europa, og vi fik også tildelt den Europæiske Møbelpris, også Borgerforeningen i Jernvedlund påskønnede dette initiativ med et flot relief udført af vores gode gamle Kollega Aksel Kås. Stålindustrien Norden meddelte os, at de ikke mere vilde lave træmøbler og tilbød os deres fabriksanlæg, der lå i Ringsted. Det var godt nok en stor mundfuld, der stod gode og store maskiner og tilbudet lød på, at vi skulde levere trædelene til deres stålsenge. Skjold Møller hed indehaveren, og han havde fattet interesse for den lille jyske fabrik og vi indgik i samarbejdet. Det betød også at vi fik en gevaldig kapacitet og måtte yderligere ud på markedet. Det betød også at vi måtte være med på messerne rundt om i Europa, og disse aktiviteter betød, at vi fik mere ansigt og blev kendt som den lille fabrik, der havde markeret sig. Gode Kollegaer anbefalede os, så vi kunde blive medlem af Møbelfabrikantforeningen. Det var jo hovedsagelig en markedsføringsforening med sæde i Hellerup, senere flyttede den ind i Bellacentret. Vi brugte meget denne forening til vores markedsføring og deltog i udstillingen i Køln, Stockholm, Birmingham og Oslo. Senere kom vi ind på det Amerikanske marked, og det udviklede sig til at blive vores hovedmarked på både godt og ondt. Vi kom i forbindelse med Interform Collektion og Christian Svanholm senere med Scan i Washington. Scan var en afdeling af Greenbelt Corporation og havde mange aktiviteter, der også var en stor aftager af Nordisk Andelseksport. Dette bekendtskab skulde senere vise sig at blive skæbnesvangert, idet Nordisk Andelseksport blev opkøbt af Dansk Erhversindvestering som havde planer om at lave en stor paraplyorganisation for 5 møbelfabrikker. Den store nedtur efter første Golfkrig gjorde, at de fik kolde fødder og trak sig ud og erklærede Nordisk Andelseksport konkurs. Det var ikke så sjovt, og en stor Kamel at måtte sluge for Trekanten, der på dette tidspunkt var ved at tænke i generationsskifte. Vi havde heldigvis også andre kunder i U.S.A. Lige for at fortælle lidt om Nordisk Andelseksport, der havde meget tæt tilknytning til de danske brugsforeninger og havde stor import af Kaffe fra Brasilien til søsterorganisationerne i hele Skandinavien. Det er som den gamle formand i Andelskassen sagde, at det er de mennesker, man har tillid til, man bliver snydt af. Det var ellers prominente mennesker, der sad i bestyrelsen, bl.a. Nyrup Rasmussen, Erling Jensen og mange flere. Det har selvfølgelig givet stof til eftertanke. Brugsforeningerne har jo haft mange problemer på trods af at det har været Danmarks største virksomhed. Jeg vil også medgive, at vi trods alt har haft mange gode år i samarbejdet med Scan Washington. For ikke at sende gode penge efter dårlige, valgte Trekantens bestyrelse at indgå i en betalingsstandsning for senere at lave en rekonstruktion. Vi kørte under denne lovlige ordning med betydelig reducering af personalet. Der viste sig hen af vejen flere købere, som til sidst endte med, at Jens Bruun købte Trekanten og dermed ville køre videre. Alle gamle aftaler blev med et ugyldige, og der blev dannet et nyt selskab. Og en ny salgsorganisation og dermed også nye modeller, som var permanent udviklet til det Amerikanske marked, som nu igen var ved at vinde indpas efter den første Golfkrig.



Vi lavede virkelig flotte messer med stort blikfang, og hele branchen viste os stor interesse og ikke mindst pressen, der skrev, at nu var Trekanten på højkant igen. Pensionsalderen var overskredet, og der var nok at se til. Virksomheden var ved at være nedslidt. Der blev forsøgt salg til udlandet, hvilket ikke gik, som det skulde. Jens var trods alt glad for sin lille fabrik hjemme i Danmark og nød på sine rejser at gøre ophold her i Jernvedlund. Bestyrelsesformanden kom med et oplæg til at udnytte landbyfonden i EU- regi, og Jens besluttede at udarbejde tegninger til et omfattende boligkompleks, som uden tvivl vilde ha gavnlig virkning på det lille samfund. De rigtige mennesker mødtes ikke på de rigtige steder, og det hele blev lagt i skuffen. Jens buldrede frem og byggede sit største nye møbelhus oppe i Lynnwood. Det er der Boeing fabrikkerne ligger, og et andet verdenskendt firma, nemlig Microsoft lå i nœrheden. Erna og jeg var med til indvielsen af dette store møbelhus og havde æren af at klippe snoren over til dette kæmpeværk, der husede danske møbler. Da dette værk var færdigt, etablerede Jens en møbelforretning i et tidligere bilfirma Mercedes i Ålborg. Da dette værk var færdigt efter store anstrengelser, blev vi enige om, at nu skulde Trekanten sælges. Tiderne var gunstige og der var igen gang i fabrikken, som dog stod for at skulde i gang med nye tiltag. Der var mange købere. Det blev Erik og Knud, der vandt Jenses begunstigelser, og jeg kan roligt skrive, at det var det rigtige valg. Desværre blev Jens kort tid efter ramt af sygdom, som kom fuldstændig bag på ham. Han lod sig indlægge på verdens største hospital i Minneapolis/ St. Poul og fik den bedste og største behandling, der kunde købes for penge. Marianne Adamsen var Jens en stor støtte i denne vanskelige tid, som endte med at Jens døde på Ålborg Sygehus.



Kort tid efter at Erik og Knud havde overtaget Trekanten oplevede vi den største Orkan i mands minde, og denne lagde det meste at de første og ældste bygninger i ruiner. Hele spånsugningsanlægget og tag lå nede på jorden. Det var nærmest et chok at se denne voldsomhed. Der blev taget nogle store beslutninger, og det viste sig, at det var branchens største forsikringssag, der blev rullet op. Efter en stor oprydning og etablering af lager i Træbygs lokaler omrokering og nyt spånsug opsat fortsatte produktionen næsten gnidningsløst. De lokale håndværkere gik ind for sagen og på rekordtid byggede man de nye og tidssvarende lokaler op og tog hensyn til fyringsanlæg og udsugning. Næste etape blev opkøb af Varde stelfabrik til polstermøbler, en relativ lille fabrik, men med meget stabile folk som viste stor solidaritet overfor de nye ejere. Flytningen gik rimelig hurtigt, og en god tilpasning fandt sted efter kort tid. Den viden, disse mennesker havde i den for Trekanten helt ukendt, gjorde, at der blev indledt forhandling med Sovesofavirksomheden Hestbæk fra Langeland, der ønskede afhænding på grund af generationskifteproblemer. Der blev hurtig sendt nogle mennesker til Langeland for at sætte sig grundig ind i produktionen. Der blev også givet dette køb, at næsten hele besætningen vilde hjælpe med flytning og igangsætning  her i Jernvedlund. Dette tiltag betød, at stelfabrikationen blev styrket og ligeledes hjemmemarkedet med salg af sovesofaer. Ønsket om at ekspandere var stadig til stede, og det næste tiltag var køb af den kendte fynske fabrik Arrebo i Hårby.  Det var en højt- og designorienteret fabrik med borde som speciale. Juniorfabrikanten Peter Christiansen fulgte med, og dette betød et stort fremskridt for den nye teknik, som vi i dag betegner som C.N.C styring. For at gøre kollektionen fuldendt blev den ligeledes kendte fabrik i Silkeborg Jens Hansen opkøbt med en utrolig gennemført kvalitet og ligeledes højt design, hvilket nu videreføres her på Trekanten.



Trekanten har altid været åben for lærlinge og har i tidens løb udannet 32 lærlinge - flere med medaljer. Der var også behov for at køre administrationen, også der blev ansat elever, som vi i dag ser på kontoret som utroligt loyale medarbejdere. Trekanten var tidligt ude og var banebrydende i branchen med E.D.B. systemer opbygget specielt til møbelfabrikker. Der blev ofte på Møbelfabrikantmøder drøftet lønsomhed og efterkalkulation og nedsat en gruppe, som Trekanten blev medlem af. Og i håbet om at gøre branchen mere lønsom skulde dette værktøj vise sig at være vejen.